
Job i Go Zebra
Drømmer du om at gøre en forskel for børn og unge ved at styrke deres kreativitet og evne til at finde løsninger?
Brænder du for at formidle og inspirere børn? Har du erfaring med facilitering, og vil du være med til at gøre en forskel for børn og unge ved at inspirere og give dem troen på, at de kan skabe en bedre verden - nu og i fremtiden - så er du måske Go Zebras nye timelønnede formidler?
Om Go Zebra
Go Zebra er en non-profit forening, der arbejder for at skabe en generation af fremtidsoptimister. Vi styrker børns forestillingsevne, handlekraft og tro på, at de kan bidrage med løsninger til en bedre verden. Vi tror på, at innovation skal være en del af barndommen, på lige fod med fodbold og spejder. Derfor skaber vi læringsoplevelser, hvor børn gennem viden, legende læring og kreativ problemløsning får mod og lyst til at engagere sig i fremtidens udfordringer. Uanset om projekterne handler om klima, teknologi, trivsel eller design, er vores mål, at alle børn og unge skal opleve, at deres idéer og løsninger tæller – og at de kan gøre en positiv forskel både for sig selv og for andre.
Din rolle
Som formidler hos Go Zebra bliver du en nøgleperson, der:
Faciliterer vores forskellige læringsforløb for skoleklasser i skoletiden (kl. 8-14) primært på skoler i København og Sjælland. Forløbene varer ca. 5 - 6 lektioner.
Bliver Go Zebras repræsentant i marken, hvor du møder børnene og lærer i øjenhøjde og skaber engagement og lyst til at lære.
Vi søger dig, der:
Har erfaring med at formidle til børn og unge – fx fra folkeskole, scenekunsten, fritidstilbud eller lignende læringsmiljøer
Har stærke didaktiske kompetencer og forståelse for, hvordan børn lærer gennem leg, nysgerrighed og deltagelse
Kan bevare ro og overblik i uforudsete situationer og er god til at improvisere med nærvær og autoritet
Er mødestabil, velforberedt og motiveret for at gøre en reel forskel for børn – hver gang
Har kendskab til eller interesse for forestillingsevne, fremtidsdidaktik, design thinking og innovation.
Du SKAL kunne deltage i en obligatorisk oplæring i december og/eller januar 2025. Stillingen er deltid og timelønnet.