3 innovative juleaktiviteter

Traditioner er en stor del af julen, og det kan føles trygt og dejligt at vende tilbage til de samme hyggelige aktiviteter år efter år. Men hvorfor ikke give traditionerne et ekstra drys “kanel”, i form af opfindsomhed, i en grøn eller overraskende retning i år? 🎄🚀

Læs med herunder, hvis du har mod på at twiste nogle af de klassiske julestunder – måske bare en lille smule – a la Go Zebra 🤩


1. Æbleskiver med overraskelser

Har I nogensinde kastet jer ud i en omgang hjemmelavede æbleskiver? De smager altså bare lige liiidt bedre, når man selv har stået i køkkenet – og så kan man også selv bestemme, hvordan de skal laves! Så hvorfor ikke eksperimentere med at fylde noget i æbleskiverne? 

Det kan man nemlig sagtens, og fyldet kunne f.eks. være: små æblestykker, chokolade, nougat eller marcipan. Fyldet tilsættes blot, når den første halvdel af æbleskiven er bagt, og inden man vender den. MUMS! 😍

Lidt ekstra kanel… 

Vil I udforske mulighederne for fyldet endnu mere, kan I også eksperimentere med æbleskiver a la “det salte køkken”. Her kan æbleskiverne f.eks. fyldes med: skinke og ost, bacon, spinat, feta, pesto, grønkål og meget andet. Kun fantasien sætter grænser. 

I kan også putte en enkelt mandel i én af æbleskiverne og på denne måde dyste om mandlen på en utraditionel og sjov måde måde.


2. Genbrugsgaver til pakkelegen 🎲

Pakkelegen er en velkendt og fast del af mange julefrokoster og familieforsamlinger i december. Her er det ofte traditionen at købe små sjove gaver til 10-20 kroner stykket. Derfor er der måske også en risiko for, at disse gaver blot ender i kassen med julepynt eller aldrig bliver brugt. 

Derfor kunne en ny måde at tænke pakkelegskonceptet på være at opstille udfordringen: “ingen må købe noget nyt til pakkelegen”. Reglen bliver derfor, at gaverne enten skal være noget købt i en genbrug, noget man allerede har derhjemme eller måske noget hjemmelavet? 

Lidt ekstra kanel…

Måske skal reglen være, at alle der deltager i spillet skal bidrage med en simpel hjemmelavet gave? Hjemmelavede gaver er både hyggelige at lave, dyste om og modtage. 

Eller hvad med at finde gamle familiefotos frem og putte dem i glas og ramme? Hvem vil ikke gerne vinde et dejligt minde, der kan hænges op.


3. Bæredygtig og kreativ gaveindpakning 🎁

Har du nogensinde tænkt over, hvor meget gavepapir der bliver brugt til gaver i december – måske bare i jeres familie? Og tænk så på, hvor meget der bliver brugt i Danmark – og endnu vildere – i hele verden? Det er virkelig meget papir, og meget af papiret bliver måske endda smidt ud og ikke genbrugt igen. 

For at nytænke denne tradition kan I udfordre årets gaveindpakning med benspændet: “undgå at bruge gavepapir og gavebånd til indpakningen”. Man kan nemlig sagtens pakke gaverne ind på mange andre måder – f.eks. ved at pakke ind i flot sengebetræk fra den lokale genbrug eller i små genanvendte æsker beklædt med stof. Med denne slags indpakning kan man både gøre brug af genbrugsmaterialer samt lave indpakning, der kan genbruges år efter år.

Med denne aktivitet bliver gaveindpakningen både mere bæredygtig, kreativ og sjov!  

Lidt ekstra kanel

Dyst eventuel i familien om den mest kreative indpakning – hvem kan tænke mest ud af boksen? Her gælder det både om at være opfindsom med indpakningen, gavebåndet og til/ fra kort – og måske endda også med, hvordan modtageren finder gaven?

Ps: et simpelt trick til en anderledes indpakning er at vende kasser fra f.eks. morgenmadsprodukter “på vrangen” – det giver et fint og rustikt udtryk. 

Hack din halloween – 3 sjove aktiviteter

Uhhhh! Halloween betyder (u)hygge og opfindsomme udklædninger. Men hvad kan man egentlig lave med børnene til halloween – udover den klassiske græskarudskæring? Vi giver dig her et bud på tre sjove halloweenaktiviteter for hele familien, der træner kreativitet og opfindsomhed:

  1. Spil “slik eller ballade” 

Lav en masse sedler og skriv “SLIK” på den ene halvdel og “BALLADE” på den anden. Bag på alle SLIK-sedlerne skriver I forskellige fantasifulde halloween-væsener (f.eks. en heks, alf eller en zombie), og på BALLADE-sedlerne skriver I simple udfordringer (f.eks. “nyn nationalsangen” eller “stå på et ben i et minut”. Bland sedlerne I en skål, eller i en heksehat, og skiftes til at trække en af hver seddel. Nu skal sedlerne kobles, så hvis man f.eks. har trukket “en heks” og “nyn nationalsangen”, skal man nynne nationalsangen, som en heks ville gøre det. Hvis/ når en opgave er udført, må man trække et stykke slik fra en slikskålen. Den mest mest slik til sidst har vundet. 

Med denne aktivitet træner man det at sætte sig i andres sted, som er vigtigt som iværksætter, fordi man skal forstå målgruppen, for det man laver.

  1. Lav monstre på tid

Dyst i familien om at lave fantasifulde monstre ud af genbrugsmaterialer (tomme glas, pap, papir, plastik osv.). Sæt tiden på et stopur der bestemmer, hvor lang tid I har til aktiviteten (ligesom i pakkeleg). Det kan f.eks. være 10 eller 15 minutter. For at gøre det mest fair kan I dele materialerne op, så alle har adgang til det samme. Find også gerne limpistol, tape, tuscher osv. frem for at gøre monstrene endnu mere kreative. I kan enten dyste hver for sig eller i hold to og to.


Slå med en terning og se hvilket slags monster I skal dyste om at lave:

  1. Det mest uhyggelige
  2. Det sjoveste
  3. Det skøreste 
  4. Det sødeste
  5. Det største
  6. Det grimmeste

At være kreativ under visse rammer og begrænsninger, som tid og materialer, skærper opmærksomheden og handlekraften. Det kan også være en fordel inden for iværksætteri, da man lettere får ting realiseret. 

  1. Samarbejd om græskarudskæringen

En kreativ måde at udforske den traditionelle græskarudskæring på, er ved at skiftes til at skære I græskaret (uden at tegne op først). Start med at snakke om hvilket motiv der kunne være sjovt at lave. Herefter skiftes I til at skære i græskarret ved kun at lave ét snit ad gangen. På denne måde skaber I motivet i fællesskab, og I kan ende ud med nogle rigtig sjove og fantasifulde motiver.

Denne aktivitet træner samarbejdsevnerne, da I løbende skal kommunikere om motivet, for at opnå et resultat I alle er tilfredse med. Samtidig er den med til at vise, hvordan man kan inspirere hinanden.

2 gode podcasts om børniværksætteri

Her kommer vi med vores bud på 2 gode podcasts (+ en bonusanbefaling) som er værd at lytte til, hvis man selv drømmer om at blive børneiværksætter.

Konfettifabrikken har udgivet 4 episoder i podcasten De Rigtige Helte, som alle handler om handlekraftige børn, der på hver deres måde har været med til at ændre verden. Her kan man fx lytte til en fortælling om Greta Thunberg og skolestrejken eller Louis Braille som opfandt punktskriftet. Her kan selv de mindste børn fra 4 år lytte med. Lyt til podcasten her.

I Radionauternes særafsnit Unge Forskere er de på besøg på messen Unge Forskere, hvor en række børn præsentere deres opfindelser. Her har de blandet andet fundet en løsning på hvordan man kan omdanne tang til tøj og lave papir af andre materialer end træ. Lyt til episoden her.

Bonusanbefaling: Har I lyttet til Corona For Børn? Det er to seje børneiværksættere; Ezra på 12 år og lillebror Leo på 9 år som under corona nedlukningen flere gange ugentligt sendte coronanyheder for børn. De stod selv for at optage og producere podcasten og interviewede danske børn i hele verden. Lyt med her eller læs vores artikel om de to børn her.

3 sjove spil som træner iværksætterkomptencer


Her kommer tre bud på bræt- og kortspil, som træner meget forskellige iværksætterkompetencer:

Settlers of Catan
En spilklassiker som kort fortalt handler om at bygge den mest velfungerende koloni ved at handle med råstoffer og bygge huse og byer. For at vinde kræver det en god strategi, gode forhandlingsevner og en god portion held.

Settlers er genialt til at træne forhandlingsevner, men også en god måde at introducere børn til tanken om hvordan de forskellige råstoffer (eller opfindelser i den virkelige verden) opnår værdi. Sommetider kan ét råstof være i underskud, og på den måde være meget værdifuldt, og andre gange er det i overflod, og derfor langt mindre værdifuldt. På samme måde skal en iværksætter også sikre sig, at der er folk, som kan se værdien af en ny løsning.

Lær mere om spillet her. Fra 10 år.

Dixit
I Dixit gælder det ikke om at være klog eller hurtig, men om at få modstanderne til at gætte et fantasifuldt billede ud fra et ord eller begreb. Vinderen er den som er bedst til at tænke kreativt og gætte modstandernes associationer.

Dixit er fantastisk til at træne kreativ tænkning og opfindsomhed. Derudover træner Dixit også evnen til at sætte sig i andres sted. For nok ser alle det samme billede, men tænker noget vidt forskelligt. Det kan give anledning til en snak om, hvorfor det er vigtigt at kunne forstå andres tankegang – især hvis man som iværksætter skal kunne udvikle løsninger, som også kommer andre mennesker til gode.

Lær mere om spillet her. Fra 8 år.


The Mind
The Mind er et anderledes samarbejdsspil. Reglerne er meget simple: man skal lægge kort med numrene 1 – 50 i rigtig rækkefølge men uden at tale sammen.

Når man spiller The Mind får man virkelig trænet sine samarbejdsevner. Man skal være knivskarp på at læse medspillernes kropssprog og mimik, og så kræver det god intuition. Men man skal også turde handle på sin mavefornemmelse, selvom man kan fejle – det samme mod det kræver, hvis man skal være iværksætter.

Lær mere om spillet her. Fra 8 år.



4 gode grunde til, hvorfor børn er fødte iværksættere

Mange tror, at iværksætteri først er noget, der kan læres, når man bliver ældre. Men faktisk er det en fordel at starte tidligt, da børn når de er yngre har et naturligt ”iværksættermindset”, som bør stimuleres og fastholdes, for ikke at gå tabt senere hen i livet. Forskning fra Fonden for Entreprenørskab viser nemlig, at jo tidligere, man stifter bekendtskab med iværksætteri, jo bedre.

Her kommer fire grunde til, hvorfor børn er fødte iværksættere.

1. Børn er nysgerrige

I kraft af at være små, prøver børn ofte nye ting hver dag. At være nysgerrig er naturligt, især som barn. Denne nysgerrighed, som de fleste forældre kender til, er årsagen til spørgsmål som:

“Hvad vil der ske, hvis jeg gør det?”

”Hvorfor sker dette, når jeg gør det?”

Nogle af de mest succesfulde iværksættere starter virksomheder, ikke fordi de har fået en genial og banebrydende idé, men fordi er er nysgerrige, eller undrer sig over, hvorfor tingene ikke kan gøres smartere eller bedre.

2. Børn er videbegærlige

Mange børn elsker at lære og opsuge ny viden, delvis takket være teknologi. Tidligere skulle man slå ting op i et leksikon for at blive klogere på, fx ”hvordan en flyvemaskine kan lette”. Nu er alting kun et klik væk. Hvis et barn er interesseret i et bestemt emne, kan de fleste informationer søges frem på Google eller YouTube.

3. Børn er digitale indfødte

Børn er digitale indfødte. De er vokset op med internettet, Ipads, YouTube og andre sociale medier. For mange er programmering og kodning næsten en naturlig udvidelse af deres digitale kompetencer, hvor det for voksne næsten kan føles som et fremmesprog.

4. Børn er kreative

Kreativitet er en del af børns DNA. De er nemlig (endnu) ikke blevet låst fast i bestemte måder at tænke på, så ”at tænke ud af boksen” falder dem naturligt. En stol, en bøjle og en blyant kan let blive til en racerbil. Eller en sofa, nogle puder og et par tæpper kan endda blive til et slot. Den type kreativitet kan i kombination med problem- og teknologiforståelse, blive fundamentet for et ægte iværksætter-mindset.

Karla på 10 år skaber fællesskab med kreativ skattejagt

Karla på 10 år, var hurtig og greb en god idé fra Facebook, og i påsken kunne hun invitere lokalsamfundet på en hyggelig sten-skattejagt.

I påsken kunne beboerne i den lille by Oddense, 12 km. fra Skive gå på sten-skattejagt rundt i deres område. Her havde Karla, nemlig malet og nummereret over 50 sten, som hun opfordrede de lokale til at finde ud fra et skattekort. Og spørger man Karla, hvad formålet med skattejagten er, kommer det helt kort og simpelt: 

“At gøre andre mennesker glade”, fortæller hun til TV Midtvest.

Idéen opstod i den lokale Facebook gruppe, hvor én af beboerne havde set flere flotte sten ligge rundt omkring, og spurgte om man ikke kunne gøre det til en skattejagt. Og den idé var Karla hurtig til at gribe, og så var hun i gang.

Stenene har hun malet i mange forskellige farver og skrevet positive budskaber som ”håb”, ”smil” og ”drøm stort” på oversiden. Vender man stenene rundt, står der på bagsiden et nummer, og det er netop det, som gør det til en skattejagt. For ud fra et skattekort, som var gemt hos den lokale ejendomsmægler, kunne de lokale gå på jagt efter alle 50 numre rundt omkring i byen.

Og det blev et stensikkert hit i den lille jyske by. Sidste dag for at aflevere sit skattekort var den 19. april, og da Karla og hendes mor Majbrit, gik i gang med at tælle, havde hele 69 beboere været på skattejagt. Af dem som havde opsnappet alle tallene korrekt, blev der fundet en håndfuld vindere, som modtog fine præmier doneret af de lokale erhvervsdrivende, som bl.a. biografbilletter fra EDC ejendomsmægleren og en kurv en fra lokale Brugs.

Karlas skattejagt har skabt stor begejstring i byen, hvor flere lokale beboere har tilkendegivet at de farverige og positive sten har gjort dem glade, og givet dem et smil på læben, og flere børnefamilier har oplevet det som en sjov måde at komme ud og få noget frisk luft.

Karlas gode initiativ kommer i kølevandet på en tradition som er opstået under coronaepidemien, hvor børn maler sten i flotte farver og med opmuntrende budskaber. En trend der startede i Italien, hvor lokale malede regnbuer og satte i vinduet, for at skabe positiv stemning.

Artiklen er skrevet på baggrund af et indslag med Karla i Go’ Morgen Danmark den 14. april, en artikel fra TV Midtvest, og opslag i Facebook gruppen Oddense Aktuelt.

Ezra på 12 og lillebror Leo på 9 sender coronanyheder for børn

Siden Mette Frederiksen lukkede skolerne ned, har Ezra og Leo leveret coronanyheder i børnehøjde med hjælp fra deres skarre af børnerapportere over hele verden.

Ezra på 12 år er direktør og redaktør, og lillebror Leo på 9 år er underdirektør og står for at producere nyhedsbrev. Sammen med SoMe redaktøren, Iris på 8, og podcastklipperen Lulu på 8, sørger de for at levere coronanyheder i børnehøjde.

Ezra forklarer det kort og præcist til DR Ultra: ”Det her er et projekt hvor børn kan fortælle hvordan de har det i de her coronatider”.

Foto: https://www.facebook.com/kidscorona

Idéen til Corona for Børn opstod hos Ezra og Leos mor, Johanne Mygind, som er journalist og startede projektet for at aktivere hele familien under krisen. Selvom idéen til projektet kom fra en forælder, så er det børnene selv der styrer det:

“De voksne hjælper os, men ellers er det os børn, der laver det meste. Finder på historier, skriver, optager og redigerer” forklarer Ezra til Heartbeats.

De seje børn får tilsendt historier fra et væld af børnerapportere, som opdaterer dem på situationen fra andre steder i verden. Og Ezra og Leo kommer hele verden rundt i podcasten. Her hører de blandt andet fra Max i Norge som fortæller at han bruger tiden under lockdown på at kælke, Oscar i Sverige som stadig går i skole, Marius på Bali som ikke kan få besøg af sin bedste ven fra Danmark og Amilia og Madita som rapporterer fra en overfyldt legeplads i Berlin.

Selvom nogle af de historier Ezra har hørt fra børn rundt omkring i verden er skræmmende, er han ikke selv er bange for at blive ramt af corona. Han tror derimod at corona vil bringe noget positivt med sig:

“Og så lyder det måske lidt mærkeligt, men jeg er på en måde også glad for, hvad der er sket, for den her corona-virus kommer til at blive en gamechanger for verden. Den kommer til at vise, hvor meget godt vi selv kan gøre for verden. Det bliver en prøve, som jeg tror, vi har haft brug for,” fortæller han til Heartbeats.

Er du interesseret i at følge børnenes arbejde, så læs mere her: http://coronaforborn.dk/

Zoe, 11 år: “Man skal bare prøve og ikke give op”

Under corona-krisen fik Zoe iværksætteridéen om at designe mundbind i liberty stof. Nu sælger hun til kunder i hele verden gennem sin instagramprofil.

En lørdag morgen ringer vi til Zoe på 11 år, som har startet sin egen virksomhed, hvor hun syr mundbind.

Jeg tænkte at det var en god idé med mundbind, fordi hvis jeg solgte dem, så kunne folk få nytte af dem”.

Og netop derfor blev hendes produkt, de flotte mundbind i Liberty stof. Stoffet køber hun fra lokale butikker for at støtte op om dem i denne tid. Og det er ikke kun de lokale butikker, Zoe tænker på at støtte, hun har også tidligere doneret nogle penge fra salget til hjemløse gennem Hus Forbi.

Idéen til Zoes forretning kom under lockdown. Hun var hjemme fra skole, og vidste ikke hvad hun skulle lave, og derfor begyndte hun at sy mundbind, efter hun havde set andre gøre det. Og derfra tog det fart. Hun fandt på en opskrift og lavede flere og flere, som hun begyndte at sælge gennem Instagram.

Det er heldigvis ikke kun Zoe, som synes, at mundbind er en god idé. Hun har allerede produceret mellem 60 og 70 masker, som hun har solgt til kunder i Danmark, USA og Frankrig. Kunder som alle har fundet hendes masker gennem hendes instagramprofil her.

Og profilen på instagram er faktisk det eneste, som Zoe har fået hjælp til af sine forældre:

“Mine forældre har hjulpet mig lidt med at få min Instagram op og køre, men de har ikke hjulpet mig med at sy maskerne. Jeg står selv for at lave pakkerne og sender dem ud med posten.” siger Zoe. 

Man kunne tro at det er svært at starte en forretning op som 11-årig, men selvom Zoe har stået for det meste selv, så synes hun ikke, at det har været ret svært:

“Det er selvfølgelig meget nyt, for jeg har jo ikke prøvet at køre en forretning før. I starten vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle gøre, når der kom mange kunder, og hvilken rækkefølge jeg skulle tage dem i, men det fandt jeg hurtigt ud af. Jeg prøvede mig bare lidt frem.”  

Som den ægte iværksætter hun allerede er, har Zoe gjort sig nogle tanker om, hvordan man driver en succesfuld forretning. Hun sørger for at lave nogle flotte pakker med tegninger på, og nogen gange skriver hun også en lille hilsen til kunden, for som hun siger:

“Man skal sørge for at ens kunder godt kan lide det, og har det godt, så de har lyst til at købe flere gange. Man skal gøre det til en god oplevelse, når kunden køber.” 

Zoe synes, at det er rigtig spændende at drive sin egen virksomhed. Hun synes især at det er sjovt, at sy maskerne, og prøve hvordan det er at sælge. Og netop at det skal være sjovt at drive virksomhed, er også et af Zoes bedste råd til andre børn med iværksætterdrømme: “De skal gøre noget, som de synes er sjovt. Og så skal de bare prøve og ikke give op.”

De skal gøre noget, som de synes er sjovt. Og så skal de bare prøve og ikke give op.”

Zoe, 11 år.

Den succesfulde start på iværksætterlivet har givet Zoe blod på tanden til at fortsætte sin virksomhed, også efter coronakrisen. Og hvis mundbind ikke længere sælger godt, så har hun en plan B ved hånden:

“Ellers vil jeg måske begynde at sy noget nyt som for eksempel bukser. Jeg vil i hvert fald gerne holde det i gang.” Og det er bestemt også en god idé, for Zoes store drøm er at blive tøjdesigner.  

5 gode måder at introducere børn til iværksætteri

For mange børn kan iværksætteri være et svært begreb at forstå. For hvad betyder det egentlig at være iværksætter? Og hvordan bliver man det? Det er ikke altid lige til at forklare et begreb, som for mange voksne også kan være svært at definere.
Vi kommer her med 5 gode og børnevenlige bud på, hvordan man kan introducere børn til iværksætteri gennem tv, bøger, podcast, brætspil og film.


1. Sara Nersting i Løvens Hule
Selvom at Løvens Hule ikke er et børneprogram har vi oplevet, at mange børn har set programmet, og ser meget op til både løverne og deltagerne. I sæson 4 pitcher Sara på 12 år (som den yngste iværksætter i Løvens Hule) sin virksomhed K for Kage. Hun fortæller blandt andet om hvordan hun fik idéen, og hvad hun synes er det sjoveste ved at drive en virksomhed. Afsnittet kan være en god måde at starte en samtale omkring iværksætteri, og præsentere børn for hvad det er, og hvad det kræver.
Se afsnittet her (starter ved 14:49)

2. Den store idé af Martin Bjergegaard
Serieiværksætteren Martin Bjergegaard har skrevet en bog, Den store Idé, der handler om Ulrika og Tristan, som starter deres egen virksomhed i middelalderbyen Solima. Men vejen for de to børn er ikke lige til, og de løber gentagende gange på problemer, som de på bedste vis må finde på løsninger til. Bogen kan starte samtaler om hvordan man starter en virksomhed, og hvad der skal til for at få succes.

3. Radionauternes særafsnit: Unge forskere
I dette afsnit af podcasten Radionauterne er de på besøg på messen Unge Forskere, hvor en række børn præsentere deres opfindelser. Børnene præsenterer blandt andet idéer til, hvordan man kan omdanne tang til tøj og lave papir af andre materialer. Processen omkring at finde et problem der er værd at løse, og derefter finde en løsning som virker, det er også grundlæggende for iværksætteri. Episoden kan sætte gang i samtale om hvilke problemer i verden man kan løse, og hvilke løsninger det kræver.
Hør afsnittet her

4. Monopoly brætspil
Alle kender det gode gamle brætspil, hvor det handler om at opkøbe grunde og virksomheder og senere hen kræve leje af de andre spillere, når de lander på ens felt. Og hvis man da ellers kan komme igennem et spil uden at blive uvenner, kan det være en glimrende måde at introducere børn til nogle af de grundlæggende principper bag købmandsskab – indtægter, udgifter, risici og investeringer.

5. Kirsebæreventyret
For de store børn kan dokumentarfilmen Kirsebæreventyret give et rigtig godt og ærligt billede af, hvordan det er at starte en virksomhed op – på både godt og ondt. Dokumentaren handler om tre danske iværksættere der sammen beslutter at starte en produktion af kirsebærvin på Frederiksdal Gods på Lolland.
Filmen ligger tilgængelig på Fonden for Entreprenørskabs hjemmeside, hvor der også ligger undervisningsmateriale til filmen. Se den her 

Anne Skare: Derfor skal børn gå til iværksætteri

Hvorfor skal børn gå til iværksætteri?

Det har Fremtidsforsker Anne Skare et rigtig godt bud på!

Det handler ikke kun om at skabe flere virksomheder og vækst, men om at give børn overførbare kompetencer til livet og gøre dem klar til et nyt arbejdsmarked.

Et arbejdsmarked hvor lønmodtagerkulturen er død – og vi er dømt til frihed. Og hvor kreativ problemløsning, kritisk tænkning og stærke samarbejdsevner bliver nogle af de vigtigste kompetencer, vi kan give vores børn med i rygsækken i følge World Economic Forum.

Se videoen her, som Anne Skare har lavet særligt til Kids Island.

“Lønmodtagerkulturen er ved at dø, så vi er allesammen dømt til frihed. Vi er allesammen dømt til at finde ud af, hvad det er vi er dygtige til og hvordan vi skaber værdi”

Anne Skare, 2019.