Takket være et nyt samarbejde med Home Østerbro kan foreningen Go Zebra endnu en sæson byde velkommen til et nyt hold af børneiværksættere på ENIGMA til efteråret. Her kan 10-13-årige prøve kræfter med iværksætteri og innovation efter skole gennem sjove og legende aktiviteter.
I løbet af syv uger bliver børnene præsenteret for virkelige problemstillinger inden for fx klima og så skal de komme op med løsninger. Akademierne har kørt med stor succes og fyldte hold i to sæsoner – og denne sæson skal man være hurtig på tasterne, hvis man vil nå at få fingrene i en af de eftertragtede pladser.
Home Østerbro har støttet initiativet med følgende begrundelse:
“Vi vil rigtig gerne bidrage til at give børn og unge en god start på livet, og vi synes at iværksætteri er en spændende måde at give dem selvtillid og mod på. Ligesom når man flytter hjemmefra, og skal lære at stå på egne ben, tror vi også på, at iværksætteri kan gøre børn og unge mere selvstændige og bedre til at løse problemer, når de møder dem i livet. Vi er derfor meget begejstrede for, at vi gennem samarbejdet med Go Zebra kan gøre det muligt for børn og unge på Østerbro, at gå til iværksætteri i fritiden på linje med badminton” siger Martin Berg, Indehaver og Ejendomsmægler på Home Østerbro.
Børnene lærer at få idéer, bygge dem som prototyper, teste, eksperimentere og fejle, og vil til sidst præsentere dem for forældrene. Derudover møder de rigtige iværksættere og får en forståelse for markeds- og forretningsmodeller gennem leg og sjove øvelser.
Iværksætter-akademiet starter op den 4. oktober fra kl. 17-19 og syv gange i træk, og der er begrænsede pladser.
Tilmelding til iværksætterakademiet sker her: https://www.gozebra.dk/tilmeld